1. Indledning
  2. Black Hawk mod Sarajevo
  3. Et andet liv
  4. Sår på knoerne
  5. På vej ud af mørket
Lasse Lindquist & Lasse Byrdal

Tilbage til Doboj

Tilbage til Doboj
Indledning

I slutningen af 90erne drog Thorsten Westphal i krig for Danmark. To gange var Thorsten udsendt til Bosnien, hvor han gjorde tjeneste som samarit. Her kørte han ambulance i og omkring den danske lejr Camp Dannevirke, som lå ved byen Doboj. I dag er det 15 år siden Thorsten vendte hjem til Danmark. Men stadig vender han tilbage til krigen. I sindet, i tankerne og i drømme. Tilbage til Doboj.

Dette er historien om Thorsten Westphals forsøg på at genoptage et normalt liv i det danske samfund efter krigen.

* * *

Indhold:

Prolog: Black Hawk mod Sarajevo
Et andet liv
Sår på Knoerne
På vej ud af mørket

















 

Black Hawk mod Sarajevo

Sten og støv flyver gennem luften. Med en infernalsk larm pisker rotorbladene rundt, mens den amerikanske militærhelikopter lægger an til landing. De røde kors på fuglens bug og snude fortæller sin egen historie om situationens alvor. Når der bliver tilkaldt en Black Hawk, skal det gå hurtigt. Det er oktober 1998, da helikopteren lander ved Camp Dannevirke i Bosnien.

Foto: Privat

Ved landingspladsen står en gruppe danske soldater med en båre. På båren ligger en 22-årig kammerat. Han er helt væk. Ukontaktbar. Han er ikke blevet såret i kamp – han er i choktilstand. Symptomerne tyder på en hjerneblødning, så infirmeriet i den danske militærlejr kan intet stille op. Den unge soldat er i livsfare og må til det tyske felthospital i Sarajevo hurtigst muligt. Så snart helikopteren sætter hjulene på landingspladsen, bærer fire soldater båren hen til helikopteren. De lægger den syge ind i en lille køje, og kort efter er helikopteren lettet igen.

I helikopteren kommer Thorsten Westphal en smule til sig selv. Her ligger han i, hvad han selv betegner som en klaustrofobisk skuffe på 50 gange 50 centimeter. Mens helikopteren banker af sted mod Sarajevo, hamrer Thorstens hjerte om kap med rotorbladene. Han tænker på sin mor og sin far. Vil han nogensinde se dem igen? Og vil han komme hjem til Danmark med livet og førligheden i behold? Det er tanker som disse, der flyver gennem hovedet, mens klaustrofobien og dødsangsten lukker sig om den unge konstabel.

På det tyske felthospital i Sarajevo konstaterer lægerne, at Thorsten har fået koffeinchok. Det er kroppens måde at sige stop, efter at han har kædedrukket Red Bull for at holde energien oppe på de mange ekstravagter, han har taget som samarit i Bosnien.

Foto: Privat

* * *

Tre måneder efter koffeinchokket vender Thorsten Westphal hjem til Sønderjylland. Han har mere end minderne og vasketøjet med sig i bagagen, men han føler ikke, at Forsvaret står klar til at hjælpe veteranerne med at hele sårene på sjælen.

»For mit eget vedkommende stod jeg på Balkan og ragede i kød og knogler, og 24 timer senere stod jeg og lugede ukrudt hjemme hos Fru Jensen. Så kunne jeg selv gå og snakke med blomsterne om, hvad jeg havde oplevet,« husker han.

Få dage efter hjemkomsten bliver Thorsten og resten af hans bataljon ellers indkaldt til fire dages debriefing på Borup Kaserne. Tiden går mest med at få afleveret udstyr og gå til kurser, men så bliver alle veteranerne kaldt sammen i et stort auditorium. De lytter til en officer, der fortæller dem om alt det, de har opnået i Bosnien. De får både ros og tak. Og som i en bisætning siger officeren, at de bare kan række hånden op, hvis de nu mener, at de har brug for psykologhjælp. Lige dér i auditoriet foran hundredevis af soldaterkammerater.

»Der var jo ikke én eneste, der rakte en hånd op. Det var der sgu ikke. Man var jo ikke en tøsedreng eller en bangebuks – man var stærk.«

Men ligesom de tusindvis af skjulte landminer, der stadig kræver liv og lemmer i Bosnien, så slipper krigen heller ikke sit tag i Thorsten, selvom den før så glade dreng igen får jysk muld under røjserne hjemme i Padborg.


I stedet begynder en ny kamp. Mod angsten, depressionen, alkoholen og de indre dæmoner. Kampen for at finde mening med tilværelsen og for at passe ind i et samfund, der nu synes fremmed for ham. 



 

Et andet liv

Det er sommer, og augustsolen skinner over Danmark. På en skrænt i Sønderjylland går Thorsten og slår tidsler ned. Frøene fyger om ham i tusindvis rundt i den varme luft, mens han kæmper for at få bugt med de genstridige planter. Den lille tætte mand stopper et øjeblik for at tørre sveden af panden. Hans bil, der står i nærheden, lokker ham til en tiltrængt pause med en forfriskning fra tanken ikke langt borte. Efter pausen fortsætter Thorsten sit arbejde med at hugge løs på tidslerne. Men der går ikke lang tid, før han igen sætter kurs mod tanken og en ny pause.

Det er halvandet år siden, Thorsten vendte hjem fra Bosnien. Han går alene på skrænten, for samarbejdet med kollegaerne i gartnerfirmaet har i længere tid lidt under hans humørsvingninger. Ofte skal der næsten ingenting til, før han bliver sur og irriteret. Sådan var det ikke før i tiden.

Selvom han er alene, mærker han det også nu. Irritationen. Varmen. Sveden der løber fra den skaldede isse og ned i øjnene. Og så de forbandede frø, der hvirvler rundt i luften for hvert slag. Det giver ingen mening for ham. For hver tidsel han hugger ned, planter han jo adskillige nye. Thorsten retter sig op og overvejer endnu en tur til tanken. Ubehaget sniger sig ind på ham som kulde midt i det bagende solskin. En mærkelig fornemmelse af at hans hjerte slår langsommere. Tungere. Vejrtrækningen volder ham pludselig problemer, og Thorsten føler, at han skal anstrenge sig for overhovedet at få luft. Han bliver omklamret af en klaustrofobisk følelse, han kun har oplevet én gang før. I helikopteren på vej mod Sarajevo.

»Jeg kunne ikke lave noget, fordi jeg skulle koncentrere mig om at trække mit vejr. Ellers blev jeg kvalt. Sådan havde jeg det.«

Han smider sine redskaber fra sig på jorden og lader tidsler være tidsler. Thorsten sætter sig ind i sin bil og kører hjem. Oplevelserne fra det borgerkrigsramte Bosnien krævede nu den opmærksomhed, han indtil da havde nægtet dem.

»Dem havde jeg puttet væk i min sæk og snøret til. Men det rumsterede jo dernede, og så revnede den pose lige pludseligt dér på skrænten.«

I de halvandet år der er gået, siden Thorsten kom hjem fra Bosnien, har han kæmpet for at holde fast i sit arbejde som gartner. Men det bliver gradvist sværere og sværere for ham at overholde tidsfristerne, aftalerne og strukturen i arbejdslivet. Havearbejdet var ellers Thorstens fristed og store passion, lige siden han blev udlært med det højeste karaktersnit på sin årgang. Det havde givet ham arbejde i kongefamiliens sommerresidens Gråsten Slotshave og tilnavnet ‘dronningens gartner’, mens han i fritiden holdt foredrag om dansk havekultur. Men da han taber kamp mod tidslerne på skrænten, må han også opgive både gartneri og foredrag.

»Jeg var skidedygtig til alt det dér. I dag kan jeg ikke engang stå ved en tavle og forklare noget. Alle de ting er væk.«

For Thorsten rummer tilværelsen ikke længere dét, der før gav den mening. Hverdagen byde på arbejdsløshed, angst og tiltagende natlige mareridt, så Thorsten begynder at bruge de fleste af døgnets timer på at søge efter ro på bunden af flasker.

»Det skulle være noget, der bankede igennem. Øl det var bare sådan lidt ved siden af, så jeg havde noget at fylde maven med.«

Misbruget tog for alvor fart i år 2000. På sit stamværtshus ‘Fall In’ i Padborg bruger Thorsten dagene på at snakke med de andre gæster om ’trivielle ting, haver og halløj’. Alt det man taler om i drikkelag, hvor tiden er til, fordi den skal gå. Fra første morgenbitter satte dagen i gang, til sidste omgang sendte ham hjem i seng. 

* * *

Radioens skratten kalder til udrykning. Thorsten vågner med et sæt og slår dynen af sig. ‘Så er der fem minutter til at komme i tøjet og ud i den pansrede mandskabsvogn’, tænker han søvndrukkent.

Men han er ikke i Camp Dannevirke. Thorsten ligger i sin egen seng i lejligheden i Padborg. Han kigger sig et øjeblik desorienteret rundt i det mørke soveværelse. Langsomt glider virkeligheden tilbage ind i den vågne verdens perspektiv. Det dæmrer for Thorsten, og stilheden synes lavet af lige dele lettelse og sørgmodighed. Bosnien ligger år tilbage.

På trods af at vagterne i Camp Dannevirkes ambulanceberedskab tilhører et andet årtusind, hører Thorsten stadig radioens skratten fra tid til anden. Selvom der ingen radio er i hans hjem. Der er ikke en gang et fjernsyn. Pulsen dunker i tindingerne, og hele kroppen er i sitrende alarmberedskab. Thorsten rækker ud efter flasken ved natbordet og ordinerer sig selv en solid slurk vodka, inden han lader hovedet falde tilbage på puden.

* * *

Det bliver til ‘to år med to promille i blodet’ for Thorsten. Men sprutten presser ikke kun billederne af lemlæstede kroppe væk. Gamle venner falder fra, og nye bekendtskaber fra værtshusmiljøerne i Padborg og Flensborg kommer til. Samtidig falder hans kærlighedsliv langsomt fra hinanden efterhånden som, at han får sværere og sværere ved at forholde sig til det modsatte køn.

»Jeg var sur, sarkastisk og krævende. Hvis jeg havde en kæreste, jamen så havde jeg jo en støvsuger eller en opvaskemaskine. Det lyder obskurt, men sådan var det sgu. Hvis jeg skulle se dem som personer, så kunne jeg ikke magte dem.«

Det var forvirrende og frustrerende for Thorsten, for det var helt anderledes før Bosnien.

»Der blev jeg jo rigtigt forelsket og sådan nogle ting. Og jeg kunne godt med piger som mennesker og venner.«

Og selvom Thorsten kun bor én kilometer fra sin mor og far i Padborg, går der nemt to måneder uden, at han ser dem. Sådan har det aldrig været før, men han vil ikke lade dem se hans rodede liv og hjem, der flyder med tomme flasker. Og mens mareridtene bliver værre og værre, får angsten nye ansigter i dagtimerne. Thorsten udvikler fobier. Han er angst for menneskemængder, åbne pladser, højder og store bygninger. Men det falder ham ikke ind, at det har noget at gøre med oplevelserne i Bosnien.

»Jeg tænkte bare, at jeg havde haft en dårlig periode. At man havde slået op med kæresten eller sådan noget, og så kunne det godt være dét, der var galt.«

Men på trods af Thorstens deroute er han stadig langt fra at ramme bunden. Han når et nyt lavpunkt i sommeren 2001, hvor den da 26-årige krigsveteran bliver sendt i aktivering hos Bov kommune.

* * *

”Hvad er klokken?”

Spørgsmålet kommer fra den unge mand, som Thorsten er blevet sat til at arbejde sammen med. Han har allerede spurgt og fået svar mange gange. Thorsten skuler mod den unge mand. ’Sådan en arbejdssky junkie’, tænker han, men kigger alligevel på sit armbåndsur og svarer. Sammen går de to mænd ved Møllesøen i Kruså, der er tæt ved aktiveringscenteret, hvor de er sat til at samle nedfaldne grene. Det minder om gartnerarbejdet, som Thorsten elsker, men hans makker er tydeligvis ikke tilfreds med opgaven.

”Hvad er klokken?,” lyder det endnu en gang.

Thorsten sætter pris på en høj arbejdsmoral. Både hos sig selv og andre. Men den unge mand tæller åbenbart sekunderne til fyraften, for nu har han snart spurgt til klokken ti-tyve gange, tænker Thorsten irriteret. Han sænker den spade, han har i hænderne, og vender sig om mod den arbejdssky.

”Næste gang du spørger mig, så kan du selv gå ud i søen og kigge efter, hvad klokken er,” siger Thorsten bistert.

Da spørgsmålet to minutter senere lyder endnu en gang, flår Thorsten sit armbåndsur af håndleddet og kyler det af al magt ud i Møllesøen. Det var ellers et dyrt ur, og Thorsten var glad for det. Siden den dag har han aldrig gået med armbåndsur.

Han vender sig tilbage mod sin aktiveringsmakker.

”Hvis du spørger en gang til, så klapper jeg dig én med spaden her,” siger Thorsten aggressivt. Nu må junkien da fatte budskabet, tænker han, og arbejder hidsigt videre.

”Hvad er klokken?,” spørger den arbejdssky for sidste gang den dag. Thorsten snurrer rundt og smadrer den flade side af spaden i hovedet på den unge mand. Han falder om på jorden uden en lyd. Men det var en fejl. Thorsten gik efter at bruge spadens skarpe kant til at skille den arbejdsskys hoved og krop. Så Thorsten stiller sig over den livløse krop og hæver spaden for at hugge den ned i ansigtet på den unge mand. Men pludselig har han ikke spaden i hænderne længere. En oppasser fra aktiveringscentret har opdaget optrinnet og flået spaden ud af hænderne på Thorsten.

»Så var de fire mand, der holdt mig, indtil politiet kom og tog mig med. Inde i bilen spurgte de mig så, hvad der egentlig var sket. For mig var det meget fjernt, fordi jeg var så meget oppe at ringe dér.«

Politiet kører Thorsten direkte til mentalundersøgelse.

* * *

Senere samme dag sidder Thorsten over for en psykolog. Det er første gang, psykologen skal lave en udredning af en krigsveteran, fortæller han Thorsten.

Psykologen har en stor bog liggende foran sig på bordet, som han ofte kigger ned i, mens han stiller en masse spørgsmål. Thorsten svarer efter bedste evne. Efter lidt tid vender psykologen bogen om, og skubber den hen til Thorsten.

»Du har PTSD. Det er som om, at du lige har læst op fra bogen,« siger psykologen.

Det var i 2001, tre år efter den sidste udsendelse til Bosnien, og beskeden fra psykologen var klar.

Thorsten skulle på førtidspension og fik ordineret antidepressiv medicin. Men overfaldet med skovlen blev ikke anmeldt, og politiet valgte at lade sagen ligge. Thorsten var fri til at tage direkte hjem efter udredningen, og han blev ikke længere bedt om at møde på aktiveringscentret ved Møllesøen.

Posttraumatisk Stresssyndrom. Nu havde Thorsten en forklaring på angstanfaldene, mareridtene og de mange fobier, og Forsvaret bevilligede ham 200 psykologtimer. Alligevel nægtede han at tro på, at han var syg.

»Jeg fejler ikke det dér PTSD, det er noget, de bilder sig ind. Det er bare noget fagord-pjat,« tænkte han for sig selv.

* * *

Flere år går, uden at Thorsten kommer hverken en hverdag i balance eller ro i sjælen nærmere. Psykologtimerne kradser kun lidt i overfladen, og antidepressiverne bedøver i stedet for at bearbejde. I 2007 eskalerer hans i forvejen fortvivlede situation.  


 



 

Sår på knoerne

Mørket er tæt her sidst på natten. Politibilen sænker farten og trækker ind på en rasteplads ved Gråsten. På bagsædet sidder Thorsten med hænderne i skødet. Huden på knoerne er flosset og blodig. Det har været en festlig aften i Sønderborg, men som så ofte før er festen endt brat og voldsomt. Der holder allerede en anden patruljevogn på rastepladsen og venter.

»Nåh Thorsten, skal du køres hjem? Sæt dig ind, så skal vi køre dig hjem til din hund,« siger betjentene i den anden politibil.

Når Thorsten var i Sønderborg for ’at slå til Søren’, måtte politiet af og til agere taxa for ham. Han var hurtigt blevet et velkendt ansigt. Én gang havde det lokale politi i Sønderborg forsøgt sig med at smide den berusede slagsbror i detentionen. Men Thorstens angst og fobier eksploderede, da nøglen klikkede i låsen, og han var spærret inde.

»Jeg kan ikke være bag en låst dør. Jeg begynder med det samme at se, om jeg kan flytte døren eller renovere på lokalet dér. Selvom det er beton og stål det hele. Det kan jeg ikke.«

Så i stedet blev han hentet og kørt hjem af politiet fra Gråsten politikreds ved distriktsgrænsen, der dengang lå tæt på rastepladsen.

I tiden før han blev udsendt første gang, havnede Thorsten kun én enkelt gang i slåskamp, men efter Bosnien blev nævekampe et fast element i hans byture. En diskussion, der kørte af sporet, eller en uheldig kommentar. Mere skulle der ikke til at antænde krudttønden Thorsten, der kunne skifte fra venlig til voldelig på et kort sekund.

»Pludselig kan jeg blive rigtig sur og aggressiv. Det er ligesom om, der falder en klap ned, og bagefter kan jeg ingenting huske. Så står jeg dér, som et skolebarn i Saigon, og tænker, 'hvor fanden er jeg henne?' Mine fingre og knoer er ødelagte, og jeg ved ikke, hvad har jeg lavet, eller om politiet snart kommer og henter mig.«

I situationerne følte han ikke tvivl om, at de havde fortjent det, dem der kom i vejen for hans knyttede næver og store støvler .

»Det var også på grund af min opfattelse af folk dengang. De var jo dumme i hovedet alle sammen. Især hvis jeg så kom i kontakt med en pacifist eller én, der så svinede mig lidt til. Det tog jo ikke to sekunder, så lå han jo dér og havde jo sådan set fået bekræftet, at man var sådan én.«

Men der er også noget andet. Noget i Thorstens øjne som glimter faretruende af lyst, når talen falder på vold.

»Jeg gjorde det jo også mere for det dér adrenalinkick. Hver eneste gang at man fik den der form for spændingsadrenalin. Det var godt. Det havde jeg det godt med.«

Det umiddelbare sus fra spændingen varer dog ikke ved. Når tømmermændene er lettet, og Thorsten har studeret sine blå mærker og flækkede tænder i spejlet, rammer tomheden, den dårlige samvittighed og forvirringen. Ofte er Thorsten vågnet op helt mørbanket med sår på knoerne uden at kunne huske noget som helst fra nattens udskejelser. Og så rammer den dårlige samvittighed.

Flere gange har Thorsten oplevet at møde folk på gaden i Padborg, som dårligt tør kigge ham i øjnene, trykke hans hånd og modtage hans undskyldninger. Men hans spæde forsøg på at gøre bod for sin brutalitet slog ikke til. En skæbnesvanger nat i 2007 satte punktum for Thorstens vilde natteliv.

* * *

Thorsten ankommer til tankstationen i nattens sidste timer, men det er ikke et problem. Her er aldrig lukket. På førstesalen lokker cafeteriaets spilleautomater med blinkende lys, bip-lyde og løfter om den store gevinst. Men det bider ikke på Thorsten. Han er her, fordi alle kroer i Padborg allerede har råbt ‘sidste omgang’, men cafeteriet i industrikvarteret skænker stadig ud. Det kan ses på klientellet. Her er fortrinsvist spillelystne lastbilchauffører, der ligesom Thorsten har et ømt punkt for druk og bodegatæsk. To af dem henvender sig til Thorsten og begynder at tale ‘om det ene og det andet’. Hvad der præcist blev sagt er tabt for Thorsten i spruttågen, men han husker, at han synes, det var noget lort, de fyrede af.

»Der er klappen allerede faldet ned for mig der. Men jeg kan da nogenlunde huske, at jeg bare tog den ene først og så 'bum!' slog hans hoved ned i baren. Så kom den anden bag ved mig og tog og væltede mig ned. Og så kan jeg sådan set ikke huske, hvad der skete mere.«

Resten har han fået genfortalt af den rystede bartender, der var en af Thorsten gamle venner.

»Han havde aldrig set mig sådan før. Han kender mig jo ellers kun som en sød og rar person, som er blevet lidt underlig. Men det dér, det havde han godt nok ikke lige regnet med, at jeg ville gøre. Og det havde jeg sådan set heller ikke. Jeg kender mig ikke i de situationer. Det gør jeg ikke.«

Borde og stole fløj omkring i rummet, og lastbilchaufførerne måtte hurtigt indse, at de var i undertal mod Thorsten, der fik overtaget i tumulten.

»Så ville jeg have smidt dem ud gennem døren, altså hvor den var åben, men der var sådan nogle glasdøre lige ved siden af, og der røg de lige igennem. Begge to på en gang.«

Det er dog ikke nok for Thorsten at vinde slåskampen. Han griber fat i den nærmeste spilleautomat og vælter den omkuld. Men så indfinder blå blink og uniformer sig og sætter en stopper for voldsrusen.

Thorstens hærgen i det sønderjyske natteliv har aldrig før ført til andet end bøder og erstatningskrav. Men denne gang er der ingen jovial tone i patruljevognen som ved andre lejligheder, hvor der blev spøgt om ’en god aften i byen’. Nu bruger betjentene ord som ’psykopat’ og ’behandlingsdom’.

Men Thorsten er allerede i det psykiatriske system. Han er blevet udredt og får medicin, så endnu en gang slipper han uden et retsligt efterspil. Men efter denne nat må Thorsten på tro og love erklære, at han ikke vil gå i byen mere. Og efter denne nat kunne Thorsten ikke længere kalde kammeraten, der arbejdede i cafeteriaet, for sin ven.

* * *

Selvom mange venner faldt fra, var der én følgesvend, der holdt ved. Diagnosen PTSD blev ved med at hjemsøge Thorsten, og nu havde han ikke længere ’den ugentlige ventil’, hvor han kunne slippe damp ud i det sønderjyske natteliv. På trods af dette rammer Thorsten først bunden seks år senere.




 









 

På vej ud af mørket

Den skaldede mands rødrandede øjne kigger lige ind i kameraet. Hænderne har han foldet og placeret foran munden, mens albuerne hviler på et bord uden for billedet. Han hikster ukontrollabelt og trækker vejret i stød gennem næsen. Gråden er spærret inde bag stramt sammenpressede læber, men udtrykket i øjnene, som er ved at flyde over med tårer, siger det hele: Her er en mand, der er dybt ulykkelig.

Rystelser går gennem mandens krop, da han et øjeblik kigger væk fra kameraet. Han sidder i, hvad der kunne være en dagligstue, men udsynet til omgivelserne er meget begrænset. Den grådkvalte skikkelse fylder det meste af billedet, og kun lidt af en væg er synlig bag ved manden. På en hylde af mørkt træ står nogle ubestemmelige hvide figurer, som kunne være engle. Over hylden hænger et stort guldindrammet maleri. Motivet er en samling kronhjorte, der står i en lysning i en sneklædt nåleskov. Der er noget julet over maleriet, som ligner noget, der ville kunne købes hos en marskandiser, men ikke hænge på et museum.  

Thorsten skjuler et øjeblik hovedet bag sine brede hænder, men kigger så igen ind i kameraet. Blikket i hans øjne bliver kortvarigt desperat - nærmest bedende, da han løfter sine rystende hænder frem foran kameraet. Derefter lægger han igen hænderne for munden, mens han græder lydløst. Videoen varer lidt under et minut. Thorsten siger ikke noget – kigger bare ind i kameraet, mens alt ved hans udtryk skriger om hjælp uden ord.

Kalenderen viser april 2013. Nu er det efterhånden flere gange dagligt, at Thorsten bliver overvældet af angstanfald, som det han lige har optaget. Han kan ikke længere bære det alene, så i desperation vælger han at dele videoen med andre krigsveteraner, som han skriver med i en lukket gruppe på Facebook.

* * *

Vintermånederne i slutningen af 2012 og starten af 2013 var en særlig hård tid for Thorsten. De korte, mørke dage i de lange, kolde måneder med frossen havejord krystalliserer sig i en vinterdepression, der truer med at synke Thorsten for bestandigt.

Efteråret havde ellers tegnet godt. Thorsten havde fået en kæreste i oktober, som han var virkelig glad for. Men det er ikke nemt at have et forhold til en krigsveteran med PTSD. Især ikke Thorsten, som dagligt havde været på antidepressiver og beroligende medicin i lidt over ti år. En medicinering der havde mange bivirkninger. Den fik ham til at tage på i vægt, nærmest uanset hvordan han levede, den lukkede ned for hans følelser og gav ham problemer med potensen. Det gik den nyforelskede Thorsten på.

»Nu havde jeg fundet en kæreste, så jeg ville gerne kunne føle noget. I stedet for bare at have den der 'numb'-følelse. Osteklokken rundt om. Man kan hverken føle kærlighed eller seksuel ophidselse. Det var som om, at livet det var sat på pause. Bum.«

Derfor gik han til lægen for at få ordineret viagra-piller, men i stedet blev han sendt hjem med flere antidepressiver. Og de nye antidepressive tabletter virkede ikke efter hensigten. Mens Thorstens daglige dosis bare steg og steg, fik han det dårligere og dårligere.

»Jeg blev mere og mere deprimeret. De virkede stik modsat, de dér tabletter. Så var det sgu ligegyldigt, hvor meget min kæreste hun klædte sig ud foran mig og gjorde sig fræk. Det rørte mig langsomt.«

I marts 2013 rammer Thorsten bunden. Han og kæresten går fra hinanden, fordi hun skal starte på uddannelse i Esbjerg. Hun bad ham flytte med, men det var Thorsten ikke klar til. Forinden har Thorsten forsøgt at trappe ud af sin antidepressive medicin for at få forholdet til at fungere. Men så fik han tilbagefald fra sin PTSD. Den desperate situation kulminerer i april 2013, hvor Thorsten har flere massive PTSD-anfald hver eneste dag. Det er her, at han filmer et af dem, og lægger videoen på nettet som et råb om hjælp.

»Jeg følte, at ’jeg kan slet ingenting mere’. Jeg er totalt forladt – en taber. Jeg så ingen grund til at leve længere. Jeg havde daglige anfald af angst i flere timer. Rysteture. Kunne ikke spise noget. Sådan nogle ting. Så det var virkeligt slemt. Reelt set var jeg et psykisk vrag. Fuldstændigt. Ramt bunden og kunne ikke komme længere ned.«

Reaktionerne på Thorstens PTSD-video var overvældende. Før kendte Thorsten meget få veteraner, men nu væltede støtteerklæringerne ind på hans Facebook-profil. Mange andre krigsveteraner, som Thorsten slet ikke kendte, skrev, at de havde det på præcis samme måde. Inden længe bliver Thorsten kontaktet af en anden gammel veteran fra krigen på Balkan i 90erne. Peter Juhl Hansen fra Horsens synes nemlig, at Thorsten skulle tage med ham i en terapigruppe for PTSD-ramte veteraner. Men for Thorsten krævede det en smule overvindelse at sige ja – ikke mindst fordi terapeuten, der stod for gruppen, var Carl-Mar Møller.  

»’Jeg skal da ikke rende rundt med min pik i hånden og råbe ØJJ ØJJ ØJJ’. Det var, hvad jeg havde af fordomme om Carl-Mar: En bindegal mand og sådan noget der. Men så sagde jeg, at det ville jeg gerne prøve, for hvad kunne der ske af skade? Der kunne ikke ske mere skade med mig.«

* * *

Thorsten skutter sig på perronen, selvom det er maj måned, og foråret er over Danmark. Han står på togstationen i Kolding og venter med en enkelt skuldertaske. Thorsten er ankommet med toget fra Padborg og skal videre med et andet til Fredericia. Her skal han mødes med Peter Juhl Hansen og en anden krigsveteran fra Balkan. Sammen skal de køre i bil over Fyn og Sjælland til Carl-Mar Møllers gård i Karlebo på Nordsjælland.

Thorsten er nervøs. Han har ikke mødt de andre veteraner før ud over at have skrevet lidt med dem via Facebook. To og en halv time i en bil med dem og derefter hvad? Terapi hos vildmanden, der mest er kendt for paroler som ’pik er gud’? ‘Hvad er det jeg har rodet mig ud i her?’, tænker Thorsten, mens en forræderisk kuldegysning bevæger sig ned langs ryggen og forplanter sig i knæhaserne.

For fire uger siden har Thorsten droppet alt sin antidepressive medicin. Ikke med den lange nedtrapning over mange måneder, som der normalt skal til, når man skal ud af psykofarmaka. Nej, Thorsten har taget en ’kold tyrker’. Ellers mener han ikke, at der er nogen chance for, at terapien vil virke.

»Man skal kunne mærke sig selv for at være modtagelig for noget som helst.«

I det samme kommer et tog kørende ind på stationen ved den modsatte perron. ’Flensborg’ står der på monitoren, som viser togets destination, og ’Flensborg’ lyder det lokkende fra stationens højtaleranlæg. En tanke springer som en gnist fra togets køreledninger ned i Thorstens bevidsthed. Som statisk elektricitet i hjernens limbiske system. ’Jeg kan godt nå det. Hvis jeg løber, kan jeg godt nå over til toget. Jeg kan være hjemme i Padborg om 60 minutter,’ tænker Thorsten, mens hele hans krop rykker i ham.

Men Thorsten løber ikke. Ikke denne gang. Mens 99 procent af hans krop ønsker at hoppe på toget tilbage til Padborg, holder en lille splint af mod ham naglet til den rigtige side af Kolding Station. Da toget i retning mod Fredericia ankommer, stiger Thorsten på og kører af sted.

* * *

Gruset knaser under bilens dæk, da de tre veteraner kører gennem den lange allé ind til Carl-Mar Møllers gård. De har tanket rigeligt med øl på vejen, men Thorsten er stadig nervøs. Han frygter, at han skal ‘gå i tusind stykker,’ første gang han trykker den berygtede terapeuts hånd. Men Thorsten går ikke i stykker. Efter en flere timer lang samtale, hvor Carl-Mar Møller og veteranerne præsenterer sig selv, finder Thorsten ud af, at mange af de andre veteraner har det præcis på samme måde, som han. Her er han ikke alene om at føle vreden, angsten og magtesløsheden. Og han er ikke den eneste, der har haft problemer med alkohol og den antidepressive medicin. For første gang nogensinde accepterer Thorsten rigtigt sin PTSD-diagnose.

I de følgende dage deltager Thorsten i den uortodokse og eksperimenterende terapi, som Carl-Mar Møller tilbyder. Her kommer Thorsten i kontakt med følelser og minder, som han ellers havde gemt væk i bevidsthedens kælder. De stærke følelser, der er knyttet til minderne fra Bosnien, fremkalder kvalme. Thorsten må ofte styrte ud på toilettet efter at have besøgt Doboj i tankerne. Men han ser det som et tegn på, at terapien virker, og da Thorsten efter tre dage vender tilbage til Padborg igen, føler han sig som et nyt menneske fuld af energi. Han må have mere. Nu er han klar til at arbejde med sig selv.

Allerede halvanden måned senere er Thorsten tilbage hos Carl-Mar Møller med de andre veteraner. Denne gang er det vreden, der er i fokus for terapien.   

* * *

Sammen med fire andre PTSD-ramte har Thorsten fundet plads i ‘gummicellen.’ Det er et rum på førstesalen i Carl-Mar Møllers gård, som er stoppet med puder og madrasser. Laminatgulvet i gummicellen buler op og ned flere steder, og når man går på det, føles det papirtyndt, som om det kan give efter hvert øjeblik . På væggen hænger en tavle, og i et hjørne er et gammelt trommesæt stablet lidt tilfældigt. I midten af lokalet går en søjle fra gulv til loft . Fugtskjolderne, der løber fra loftet og ned af søjlen, tyder på, at den gemmer på en skorsten indeni. Madrasser klædt i gule stræklagner står op ad søjlen og bliver holdt på plads af et blåt reb, der er surret rundt omkring dem. På rebet hænger femten stofstrimler med velcrobånd i begge ender. De bliver brugt som bind for øjnene til deltagerne i Carl-Mar Møllers terapi, der som nu finder sted i gummicellen.

Thorsten ligger på gulvet med det sekstende bind for øjnene. De andre veteraner sidder rundt omkring langs væggene, mens Carl-Mar sidder på en gammel sofa med benene lagt over kors. Lige nu er Thorsten midtpunkt for terapien. Han ligger fladt på ryggen og fortæller om en oplevelse fra en landsby i Bosnien, der bliver ved med at plage ham. Carl-Mar spørger ind til situationen, hvor en lille dreng var faldet ned i en brønd.

Tøvende fortæller Thorsten, hvordan han og to andre samaritter sad i en konvoj af militærkøretøjer og var klar til at rykke ind i landsbyen, hvor de skulle redde drengen op. Men hovedkvarteret ville ikke give det afgørende ’order to go’, så de kunne rykke ud. Der kunne være giftige gasser i bunden af brønden, så standardproceduren krævede, at de skulle vente på, at et hold røgdykkere kunne tage med. Men da en stemme i radioen endelig giver grønt lys til at køre efter de uendeligt lange minutter, er tiden allerede rindet ud. Den lille drengs krop er slap, ødelagt og livløs, da de får ham op af det mørke vand. Hans mor var hoppet i efter ham, men ligger nu udstrakt ved siden af brønden. Hun er også død.

Igen og igen fortæller Thorsten episoden fra start til slut. Han græder. Han råber. Hamrer sine knyttede næver ned i madrassen. »Så kør dog!«

Bagefter fjerner Thorsten bindet fra øjnene. Det er gennemvædet af tårer. Han rejser sig, går mod toilettet og lukker døren efter sig.

Men Thorsten nægter at lukke af for minderne, for han er overbevist om, at han må se dem i øjnene for at komme videre. Det arbejder han på dagligt, når han står i sin lejlighed i Padborg. Der hænger en stor tegning, han har lavet som en del af terapien hos Carl-Mar Møller. Stilen er det eneste barnagtige på papiret, hvor røde streger fra en farveblyant splitter tegningen i tre dele, der tilsammen udgør en tegneserie. Munden krænger nedad på de tre tændstikmænd, der sidder i en militærgrøn samarit-bil i de første to ruder. I tredje del trækker to soldater en barnekrop op ad en brønd, mens talebobler viser tilskuernes fortvivlede hyl og tilråb.

»Den kigger jeg på hver dag. Lige på min køkkendør. Så står jeg med en kop kaffe og gennemgår den historie oppe i hovedet.«

For Thorsten Westphal er der stadig håb. Han håber, at han en skønne dag kan slippe for at tage tilbage til Doboj. Men indtil da er håbet, at han kan blive så god til at gå tilbage, at han også kan hjælpe andre veteraner med at komme fremad og ud af mørket.

* * *

Sådan gjorde vi

Vi har interviewet krigsveteranen Thorsten Westphal tre gange over fem måneder - fra juli 2013 til november 2013. Der er foretaget tre timers interview, hvoraf halvanden time er optaget på video. Alle videoer, lydklip og billeder, der indgår i denne fortælling, bringes med samtykke fra Thorsten Westphal. I oktober 2013 valgte Thorsten i øvrigt at offentliggøre videoen af sit angstanfald, som han tidligere kun havde delt i en lukket gruppe på Facebook.